Mit navn er Jonatan Haslund-Gjerild. Jeg er 20 år gammel, og blev i sommeren 2012 student ved Bornholms Gymnasium. Hermed er det for mig også slut med at vide præcis hvad næste trin i "udviklingsstigen" kommer til at være. Jeg har ikke længere et skoleforløb der bare ligger og venter på mig, ligesom det var tilfældet med folkeskolen og gymnasiet. Verden ligger åben, og det er op til mig selv hvad jeg vil have ud af den. Denne frihed vil jeg gerne nå at udnytte, inden jeg formentligt igen lader mig binde til flere års skolegang ved et universitet eller lignende.
Hvordan udnytter man så sin frihed bedst? Mit bud er faldet på at blive Volontør. Det er en enstående chance for at kunne give og at kunne få. At bruge et år for at gøre en forskel for andre, er måske det som vil komme til at gøre den aller største forskel i ens eget liv.
Min forhåbning er at jeg i det kommende år vil have en god og afgørende indflydelse på ungdommen i DK, igennem YFC Danmarks arbejde, og at dette arbejde samtidig vil have en god indflydelse på mig. Dette kan lade sig gøre da jeg er blevet optaget som volontør for YFC Danmark. Hvad dette drejer sig om kan du læse mere om under: Volontør for YFC
Ingen kommentarer:
Send en kommentar